Se Kurv
27. Mar. 2026

Sådan sprtler du en væg inden maling 10-4.dk

Sådan spartler du en væg inden maling

Hvis du vil have et flot og ensartet resultat, når du maler en væg, er spartling et vigtigt forarbejde. Spartelmassen udjævner ujævnheder, samlinger og skruehuller, så overfladen bliver helt glat. Resultatet er en væg, hvor malingen fordeler sig jævnt og giver en pæn finish.

Fremgangsmåden afhænger i høj grad af underlaget, men processen følger typisk nogle faste trin. Her får du en enkel guide til, hvordan du spartler en væg korrekt inden maling.

Se udvalget af spartelmasse til væggen

Spartling af gips og fuldspartling af vægge

Når du skal gøre en væg klar til maling, vil arbejdet ofte starte med enten spartling af gipspladesamlingerne eller en fuldspartling af hele væggen. Begge dele handler om at skabe en jævn og ensartet overflade, hvor ujævnheder, samlinger og skruehuller ikke er synlige.

Uanset om du arbejder med samlinger eller fuldspartling, er det vigtigt at arbejde i tynde lag og slibe mellem hver påføring. Det giver det bedste resultat og sikrer, at væggen er klar til grunder og maling.

Spartling af gipspladesamlinger

Når du arbejder med gipsplader, skal samlingerne spartles, så de bliver usynlige i den færdige væg. Gipsplader har ofte forsænkede kanter, som danner en rende til spartelmasse og sparteltape. Hvis pladerne har rette kanter, kan det være en fordel at affase kanterne lidt, så spartelmassen bedre kan ligge i samlingen. Det anbefales desuden, at der er cirka 2 mm mellem pladerne, så spartelmassen kan binde dem sammen.

Fremgangsmåden trin for trin er typisk

  1. Fyld spartelmasse i samlingen mellem gipspladerne og i skruehullerne.
  2. Mens spartelmassen stadig er våd, trykker du sparteltapen fast i massen, og påfører et helt tyndt og skrabet lag spartel ovenpå.
  3. Når spartelmassen er tør, påfører du et nyt lag spartelmasse over samlingen.
  4. Når andet lag er tørt, slibes overfladen jævn.
  5. Påfør eventuelt et tredje lag spartelmasse for et helt plant resultat.

Det er vigtigt, at spartelmassen er CE-mærket til gipspladesamlinger (EN13963).

Fuldspartling af vægge

Hvis du ønsker en helt glat væg uden struktur, kan du fuldspartle hele overfladen. Den mest effektive metode er at bruge rullespartel.

Processen trin for trin er typisk

  1. Spartelmassen rulles på væggen med en malerrulle.
  2. Spartelmassen glittes ud med en bred spartel eller en ergospartel.
  3. Når spartelmassen er tør, slibes overfladen.
  4. Påfør endnu et lag spartelmasse og glit igen.
  5. Slib overfladen endnu en gang.
  6. Afslut med væggrunder og derefter maling eller opsætning af vægbeklædning

Hvis du kun skal spartle mindre områder, kan du bruge en almindelig håndspartel i stedet for rullespartel.

Sådan spartler du en væg inden maling 10-4.dk

Spartling af forskellige overflader

Når du skal spartle en væg inden maling, er det vigtigt at tage højde for, hvilken type overflade du arbejder med. Forskellige underlag kræver nemlig lidt forskellige fremgangsmåder for at sikre, at spartelmassen hæfter korrekt og giver et flot resultat.

Ved at tilpasse din spartling til underlaget får du et bedre slutresultat og en overflade, der er klar til videre behandling med grunder og maling.

Spartling af vægge med tapet

Hvis væggen har tapet, skal det normalt fjernes, før du spartler. Når tapetet er fjernet, kan væggen spartles på samme måde som ved fuldspartling. Det giver den mest ensartede overflade inden maling.

Spartling på malet glasvæv eller glasfilt

På vægge med malet glasvæv eller glasfilt skal du først sikre dig, at vægbeklædningen sidder fast. Løstsiddende materiale skal fjernes, hvorefter væggen spartles med en spartelmasse, der er velegnet til tætte og ikke-sugende overflader. Derefter følger samme fremgangsmåde som ved fuldspartling.

Spartling i vådrum

I badeværelser og andre vådrum skal du bruge produkter, der er godkendte til formålet. Her spartles gipspladesamlinger med vådrumsspartel, og hvis væggen skal fuldspartles, bruges samme type spartelmasse. Fremgangsmåden er ellers den samme som ved almindelig fuldspartling.

Sådan spartler du dine vægge inden maling 10-4.dk

Detaljer og afslutning på spartlingen

Når de større flader er spartlede, er det de små detaljer, der sikrer det flotte slutresultat. Særligt hjørner og overgange kræver lidt ekstra opmærksomhed, da de ellers hurtigt kan komme til at fremstå ujævne, når væggen bliver malet.

Inden du går i gang med at male, bør du afslutte med en væggrunder. Grunderen reducerer underlagets sugeevne og giver et mere ensartet resultat, når du maler. Når grunderen er tør, er væggen klar til den endelige maling.

Spartling af hjørner

Ved indvendige hjørner påføres spartelmasse på begge sider af hjørnet, hvorefter sparteltapen foldes og trykkes fast i den våde spartelmasse. Når spartelmassen er tør, kan der påføres endnu et lag. 

Ved udvendige hjørner monteres typisk en hjørnebeskytter, hvorefter der spartles over hjørnet 2-3 gange for at opnå en jævn overgang.

Klargøring til maling

Når spartlingen er færdig og overfladen er slebet, er væggen næsten klar til maling. Det anbefales dog at grunde væggen først. En væggrunder reducerer underlagets sugeevne og sikrer, at malingen dækker bedre og mere ensartet.

Derefter kan du male væggen i den ønskede farve.

Materialeliste til spartling

For at få det bedste resultat kan det være en fordel at have følgende værktøj klar:

  • Spartel (bred og smal)
  • Rullespartling gerne en ergospartel
  • Slibeklods
  • Sandpapir i grov og fin kornstørrelse
  • Malerrulle, rullehåndtag og pensler
  • Tape og afdækningsmaterialer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag skarpe tilbud, rådgivning og aviser

Ved tilmelding bekræfter jeg at jeg har læst og accepteret betingelserne for nyhedsmailen

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA, og Googles privatlivspolitik og servicevilkår gælder.